Regeringen er tæt på at lancere ny, brugervenlig tilstandsrapport. Men den forringer boligejernes muligheder for at få forsikringsdækket skjulte skader, advarer fagfolk”. Sådan skriver Politiken i dag i en forsidehistorie.
De nye tilstandsrapporter skal træde i kraft 1. februar 2019.
Bag kritikken af de nye rapporter, der skulle gøre det lettere for forbrugerne at forstå tilstandsrapporternes oplysninger om deres hus, står en række organisationer, som er medlemmer af Følgegruppen for Huseftersynsordningen – herunder BfBE. Det er særligt de ændrede skadeskategorier i rapporterne, der vækker bekymring.
Dårligere forsikringsdækning for forbrugerne
“Ironisk nok fører den nye karakterskala til en ringere forbrugerbeskyttelse og flere regressager mod de bygningssagkyndige. Færre skader vil simpelthen være dækket fremover via ejerskifteforsikringen. Det kan blive en grim overraskelse for boligejerne”, siger Bjørn Christiansen, direktør i BfBE til Politiken.
Vurderingen er den samme hos Danske Boligadvokater, som kalder de nye tilstandsrapporter for ’en ommer’:
“Når man ændrer et system så gennemgribende og uden dybere undersøgelser af konsekvenserne, så vil det uundgåeligt udløse en masse sammenstød i klagesystemet. For dermed underminerer man jo den retspraksis og de klare afgørelser, der har formet sig gennem mange år. Det her kan ikke undgå at få konsekvenser for forbrugerne”, siger boligadvokaternes næstformand, Peter Boe Christensen til Politiken.
Flere fejl og retssager mod de bygningssagkyndige
Med de nye tilstandsrapporter er det slut med det K-baserede karaktersystem som erstattes af huse med farverne rød, gul, grå og sort, der skal vise om skaderne er kritiske, alvorlige eller mindre alvorlige. Her er det særligt de alvorlige skader med farven gul, der får konsekvenser for boligejernes forsikringsdækning, da de i det nye system også omfatter mulige følgeskader af den pågældende skade. Sådan er det ikke med ’alvorlige skader’ i den nuværende tilstandsrapport.
Det betyder også, at de bygningssagkyndige nu pådrager sig yderligere ansvar og risikerer en tur igennem retssystemet, hvis de tager fejl eller er upræcise i forhold til fremtidige følgeskader af fejl med ’gult hus’.
“Derfor er vi ret sikre på, at mange byggesagkyndige vil hælde en masse mindre alvorlige skader over i den røde kategori, der omfatter de mest kritiske skader. For her er der tale om aktuelle skader i en så enkel og konkret definition, at de byggesagkyndige ikke risikerer et erstatningskrav”, siger boligadvokaternes næstformand til Politiken.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov har endnu ikke udtalt sig om kritikken.