BFBE har på bestyrelsesmødet 06.04.2022 vedtaget en ny strategi, der rækker de næste 12-18 måneder frem.
Hovedopgaven i BFBEs arbejde er at sikre høj kvalitet og troværdighed omkring huseftersyns- og energimærkningsordningen.
STRATEGIEN HAR 10 FOKUSPUNKTER:
- Kvaliteten i tilstandsrapporterne skal styrkes ved at indføre virksomhedsansvar. Der skal derfor indføres mulighed for, at virksomhederne kan gøres ansvarlige som alternativ eller erstatning for det personlige ansvar.
- Der er for få ejerskifteforsikringsselskaber af vælge mellem som køber. Ejerskifteforsikringen skal derfor styrkes ved at stimulere forsikringsselskaberne til at udbyde ejerskifteforsikringer. Sælger skal derfor betale 50% af den forsikringspræmie, som køber tegner.
- Forbrugerne skal fortsat frit selv kunne vælge mellem at bestille en tilstandsrapport direkte hos den bygningssagkyndige eller via ejendomsmægleren. Det vigtige er, at der ikke sættes barrierer op for, at bolighandlen foregår nemt og enkelt.
- Forbrugerne skal have fuldt overblik over gebyrer og lignende betalinger i forbindelse med tilstandsrapporten.
- Myndighederne skal tilbage til kerneopgaven, som er rapportfaglig vejledning, kontrol og sanktion. Kun derved opnår forbrugerne sikkerhed for fejlfrie tilstandsrapporter. Derfor skal antallet af kontroller udvides til 1.000 kontroller årligt.
- Virksomhedernes lyst til investering og innovation i nye services over for forbrugerne skal styrkes ved at myndighederne holder sig snævert til deres kerneopgaver (vejledning, kontrol og sanktion), og ikke begynder at udbyde services, som allerede findes på markedet, fx boligunivers o.l.
- Der er behov for at samarbejdet mellem kontrolmyndighed og branche styrkes for at opretholde den tårnhøje forbrugertillid til tilstandsrapporten. Et robust kontrolsystem er sammen med indførsel af virksomhedsansvar kernen i denne tillid. 95% af alle bolighandler er baseret på tilstandsrapporten.
- Data frigives på huseftersynsområdet som på energimærkningsområdet, så virksomhederne kan bruge data i kvalitetsarbejdet.
- Energimærkningen skal gøres til guldstandarden for arbejde med bæredygtighed og energirenovering af bygningsmassen. Reduktion i bygningernes CO2-emmissioner er en afgørende brik i realiseringen af CO-målsætningen.
- Kontrolarbejdet i Energimærkningen er styrket gennem de senere år med de risikobaserede tilsyn. Men der er behov for at få suppleret disse tilsyn, så der opnås et indblik i den generelle kvalitet af energimærkningen.